Investering i og værdiansættelse af nyopstartede virksomheder: En empirisk undersøgelse

Forfattere

  • Ernst Mörch
  • Nicolai Wassermann

Resumé

Artiklen er baseret på en empirisk undersøgelse af hvilke dele af informationsgrundlaget, den strategiske analyse og værdiansættelsen, der har størst betydning i praksis ved investering i nyopstartede virksomheder. Det, der gør nyopstartede virksomheder interessante i investeringsøjemed er, at informationsniveauet er begrænset, idet disse virksomheder som regel er karakteriserede ved en eller flere af følgende faktorer: ingen eller få historiske regnskaber, ingen eller få sammenlignelige virksomheder samt et negativt cash flow eller underskud over en længere periode. Det begrænsede informationsgrundlag bevirker, at det ikke er muligt at foretage en meningsfyldt regnskabsanalyse. Undersøgelsen består af 35 spørgeskemaer samt 28 interviews fordelt på 3 respondentgrupper: ventureselskaber, corporate finance afdelinger og investeringsbanker på det danske marked. Resultatet af undersøgelsen viser, at den strategiske analyse har større betydning end selve værdiansættelsen på de tidligste stadier i livscyklusen ved investering i nyopstartede virksomheder. På de senere stadier i livscyklusen får værdiansættelsen dog en større betydning. De væsentligste strategiske faktorer er ledelsen, know how, forretningsplanen, markedets udvikling og adgangsbarrierer. For værdiansættelsesmodellernes vedkommende er den væsentligste model DCF modellen, herefter følger multiplerne EV/EBIT(DA) og EV/Sales på henholdsvis anden og tredje pladsen. De øvrige værdiansættelsesmodeller kan alle betragtes som mindre væsentlige. De fremkomne resultater stemmer godt overens med vores forventninger. Det er imidlertid vores opfattelse, at værdiansættelsen burde have en højere prioritet i forbindelse med investering i nyopstartede virksomheder, idet værdiansættelsen kan være med til at bibringe investor en større indsigt i, hvad der kan forventes af virksomheden i fremtiden.

Downloads

Publiceret

2005-09-29

Nummer

Sektion

Artikler