Strategi for universiteter - Langsigtede strategier. Nyt ledelsesværktøj eller blot gamle tanker på nyt papir?

Resumé

De sidste 25 år har været præget af store ændringer i ministeriets styring af universiteterne. Autonomi med ansvar har været universiteternes ønske. Ministeriet har på sin side krævet strategier og planlægning og i princippet leveret en del frihedsgrader specielt på økonomisiden, medens regelsættet på uddannelsessiden er blevet stadig mere finmasket. Dette har naturligvis begrænset universiteternes muligheder for at gennemføre sine strategier. Tre til fire epoker kan anes: En eksperimenterende, der opmuntrede til langsigtet faglig planlægning i 1980-erne og begyndelsen af 1990-erne. En med krav om universitetsstrategier med handleplaner i 1990-erne og begyndelsen af 2000-tallet og videre til en epoke med ministeriets kontraktkrav i 2000-tallet. Siden allerede fra næste år fulgt af en epoke med et bevillingssystem, der bygger på performance på en lang række parametre. Den strategiske planlægning på papir er introduceret på universiteterne, men spørgsmålet er blot, om universiteterne har fået eller allerede havde en strategi? Artiklen giver nogle bud på dette. Artiklen er skrevet på baggrund af mine erfaringer som rektor for RUC i 17 år, som formand for Rektorkollegiet i 3 år og som formand for de europæiske universiteters Institutional Evaluation Programme i 8 år.