Residualindkomstmodellen eller den tilbagediskonterede cash flow model?
Forfattere
Thomas Plenborg
Resumé
Formålet med denne artikel er at foretage en
sammenligning af residualindkomstmodellen og
den tilbagediskonterede cash flow model. For at
kunne vurdere de to værdiansættelsesmodeller
opstilles tre krav til en god værdiansættelsesmodel:
1) der bør ikke forekomme systematiske fejl
ved brug af modellen (middelret estimat), 2)
modellen skal være brugervenlig og outputtet
(estimeret værdi) skal være forståeligt, og 3)
modellen skal bygge på realistiske forudsætninger.
En sammenligning af de to værdiansættelsesmodeller
viser, at begge modeller giver samme værdi, såfremt de interne sammenhænge i modellerne bevares. Til gengæld synes residualindkomstmodellen at være den tilbagediskonterede cash flow model overlegen, desto flere simplificerende forudsætninger der laves i forbindelse med værdiansættelsen af en virksomhed (quick and dirty valuation). Da residualindkomstmodellen samtidig benytter begreber kendt fra regnskabsanalysen og er eksplicit omkring antallet af budgetår, fremstår modellen som et stærkt alternativ til den tilbagediskonterede cash flow model. Artiklens konklusioner bør have interesse for praksis, der i de senere år i stigende omfang har benyttet den tilbagediskonterede cash flow model til værdiansættelse af virksomheder.