Velfærdssamfundets krise – kommunerne, den offentlige velfærd og borgernes sikkerhed

Resumé

Stik mod hvad man ellers måtte forvente om det lille ”smørhul”, Danmark gerne opfattes som, går udviklingen imod forringede vilkår for samfundets mest udsatte. Socialpolitikken som et af velfærdsstatens kendemærker er blevet erstattet af beskæftigelsespolitik som et udtryk for den transformation af statsstyret til en konkurrencestat, som nogle ser som et grundvilkår for nutidens samfundsstyre. Servicestaten – som et andet nyere udtryk for denne statsform – forbeholdes dem, der med deres arbejdskraft kan og vil bidrage til samfundets opretholdelse, hvis den da ikke – med sine tilbud om beskæftigelse, integration og uddannelse – påtvinges borgere, der har svært ved at indordne sig under samfundets normer. Tilbage står en velfærdsstat for middelstanden, mens den sociale kontrakt er mere eller mindre brudt for samfundets mest udsatte. Med den foreliggende artikel søges hovedtrækkene af denne udvikling kortlagt, idet der herudover særligt fokuseres på kommunernes rolle i udviklingen og – som et spejlbillede heraf – på borgernes retssikkerhed. Det konkluderes, at kommunerne ofte – og trods stor politisk opmærksomhed og lejlighedsvise statsfinansielle indsatser – spiller hasard med borgernes retssikkerhed i et forsøg på at få budgetterne til at balancere. Hertil kommer en fragmenteret lovgivning, som gør det vanskeligt for kommunerne at levere en sammenhængende indsats over for de udsatte borgeres ofte komplekse problemer. Samtidig underlægges borgerne et omfattende kontrolregime, der skal sikre mod tilfælde af socialbedrageri, foruden at borgernes protester mod den kommunale sagsbehandling mødes med skærpede sanktioner. Det kan ses som udtryk for en velfærdssamfundets krise, som kalder på en politisk kursændring, hvis ikke den skal føre til mere alvorlige reaktioner mod samfundets bærende institutioner.