Artiklen tager afsæt i den udbredelse af dialog som ledelsesinstrument, som har kunnet iagttages de senere år inden for mange forskellige velfærdsområder. Den fremlægger den påstand, at der er ved at ske en forskydning i ledelsesrelationerne, som indebærer, at den før talende ekspert — lægen, sundhedsrådgiveren, socialarbejderen, lederen — nu skal tale mindre, mens den førhen tavse — patienten, den udstødte, medarbejderen — nu skal tale mere. Hermed ser vi altså en forandring i, hvem der har mulighed for at fremsige noget gyldigt om det, der skal ledes. Udgangspunktet for denne omvending er en moderne vestlig forestilling om, at den tavse nødvendigvis må være undertrykt eller berøvet for ansvar, mens talen udgør vejen til frisættelse. Artiklen viser imidlertid, hvordan dialogen ordner den talendes tale, således at bestemte former for selv-ledelse bliver mulig. Karlsen & Villadsen viser, hvordan såvel sundhedsfremme, socialt arbejde og lederudvikling udøves med reference til en særlig subjekt-konstruktion, nemlig "det spaltede subjekt", som både rummer god vilje og modvilje. Artiklens diagnose søger altså at udlæse en generel tendens; imidlertid viser analyserne også, hvordan dialog-teknologien antager forskellig udformning inden for de specifikke faglige og institutionelle felter, som den indgår i.
ENGELSK ABSTRACT:
Mads Peter Karlsen & Kaspar Villadsen: Who Should Do the Talking? The Proliferation of Dialogue as Governmental Technology
This article investigates the recent proliferation of appeals to “dialogue“ as a solution to problems in a wide range of institutional settings in Denmark, public as well as private. Instead of bureaucratic, top-down management and expert driven public services, we are told that we need “dialogue based“ management, health care, elder care, social counselling and so on. Dialogue is often presented as a tool that will reverse the stifling dominance of authoritative expertise and leadership, liberating the energy, innovative potential and desires of employees, clients and patients. We argue, however, that dialogue is not simply a governmental technological tool that can be utilised by some to liberate or govern others or govern nature. Any technology structures actions and this means that “the governors“ also inevitably exercise power over themselves. This article demonstrates how dialogue technology restructures institutionalised domains of speech and thus contributes to reconfiguring interrelations and relations to oneself within modern society.
Key words: governmentality, dialogues, governmental technology, preventive dialogue, outreach social work, 360 degrees evaluation.
