En urban kritik: Bidrag fra Lefebvre og nyere urbanister

Resumé

Denne artikel tager udgangspunkt i fremkomsten af nye kritikformer i forhold til byudviklingen og den beskedne artikulering heraf inden for den mere etablerede, akademiske bykritik. Det argumenteres, at det ofte positive og eksperimenterende afsæt i førstnævnte udgør et konstruktivt supplement til sidstnævntes ofte negative kritik af eksisterende magtforhold. Den franske filosof Henri Lefebvres begrebsliggørelse af byen og den sociale rumlighed, der faktisk indgår som inspiration i en stor del af den nye, urbane kritik, fremdrages som en væsentlig mulighed for at etablere kritikken yderligere inden for den akademiske bykritik. Særligt relevant for en sådan etablering er det, Lefebvre betegner transduktion: Den løbende udforskning af (u)muligheder gennem konstruktionen af utopiske, virtuelle objekter i dialog med samtidige alternative grupperinger. Lefebvres kritik af den sociale rumlighed fremstilles i artiklen som kulminationen på hans konstruktion af en virtuel, differentiel rumlighed. Lefebvres relatering af dette virtuelle objekt til tendenser til fordrejende genfortolkninger af det samtidige Paris’ rumlighed fremhæves både som en direkte pointering af det kritiske potentiale i sådanne eksperimenterende praksisser og som symptom på begrænsninger i Lefebvres utopiske perspektiv. Artiklen præsenterer derfor afslutningsvis tre nyere eksponenter for en urban, eksperimenterende kritik: Luc Lévesque, Panu Lehtovuori og Pascal Nicolas-Le Strat. ENGELSK ABSTRACT: Jan Lilliendahl Larsen: An Urban Critique – Contributions from Lefebvre and More Recent Urbanists This article discusses the appearance of new forms of critique of urban development as well as the moderate articulation hereof in the more established academic critique. It argues that the often positive position of the former constitutes a constructive supplement to the negative critique of existing power relations in the latter. Lefebvre’s transductive method is particularly relevant here with its ongoing prospecting of (im)possibilities through the construction of utopian, virtual objects in dialogue with contemporary, alternative groups. Lefebvre’s critique of social space is seen as the culmination of his construction of a virtual differential space. It stresses his articulation of this virtual object in relation to diversionary reinterpretations of the contemporaneous social space of Paris, both as a direct underlining of the critical potential in experimental practices and as a symptom of the limitations of his utopian perspective. To complement his perspective, three more recent exponents of an experimenting urban critique are discussed: Luc Lévesque, Panu Lehtovuori and Pascal Nicolas-Le Strat.