Omkring diagnosekulturen – depression som seismograf for samtiden

  • Anders Petersen

Abstract

Denne artikel diskuterer, hvad der har muliggjort, at vi lever i en diagnosekultur. Diagnosekulturen er karakteriseret ved, at ikke alene fagpersoner (læger, psykologer, psykiatere osv.), men også lægmænd og den brede offentlighed mobiliserer psykiatriske diagnoser og kategorier som meningsgivende fortolkningsrammer for stort set alle former for lidelse og afvigelse. Spørgsmålet er, hvordan den logik har kunnet få samfundsmæssig fodfæste. I artiklen forklarer jeg, hvorledes overgangen fra en dynamisk til en diagnostisk funderet psykiatrioptik har banet en del af vejen for diagnosekulturens samfundsmæssige forankring. Men jeg argumenterer også for, at det perspektiv behøver at blive suppleret for at give et mere nuanceret billede af, hvorfor diagnosekulturen har kunnet internalisere sig i vores samtid. Som afsæt for den del af analysen benytter jeg mig af en sociologi om diagnoser – en forgrening af sociologien, hvis primære genstandsfelt er diagnoser – og hvad de kan fortælle os om forskelligartede sociale udviklinger, processer og ikke mindst den samtid, vi lever i. Nærmere bestemt benytter jeg mig af depressionsdiagnosens symptomer til at analysere og tydeliggøre, hvordan depressionsdiagnosen kan bruges som seismograf for samtiden. Pointen med denne tilgang er, at jeg dermed både kan bidrage til en forståelse af diagnosekulturens tilstedeværelse samt orientere om, hvilket ideelt selv samtiden efterstræber. ENGELSK ABSTRACT: Anders Petersen: Diagnostic Culture – Depression as a Seismograph for Contemporary Times This article discusses the development of a diagnostic culture. A diagnostic culture is characterized by the fact that not only professionals (doctors, psychologists, psychiatrists, etc.), but also laymen and the general public use psychiatric diagnoses and categories for understanding psychiatric disorders. The question then is how this logic has been able to anchor itself in the overall nexus of society. In this article, I explain how the transition from dynamic to diagnostic psychiatry has paved part of the way for the societal anchoring of a diagnostic culture. I also argue that this perspective should be expanded in order to provide a more nuanced picture. To do that I employ diagnostic sociology – a branch of sociology whose primary subject is diagnoses and what they can tell us about diverse social developments, processes, and especially the contemporary epoch in which we live. I use symptoms of the contemporary diagnosis of depression to analyze and clarify how the diagnosis of depression can be seen as a seismograph of our current epoch. The article aims to contribute to a better understanding of the presences of the diagnostic culture as well as analyzing which type of ideal self that contemporary society strives to be. Keywords: Diagnostic Culture, depression, self-realization, diagnosis of the times, sociology of diagnosis.
Published
2015-02-17
Section
Artikler