Denne artikel har til formål at diskutere den sociologiske figur ”den fremmede i storbyen” igennem en teoretisk bearbejdelse af Georg Simmels Storbyerne og det åndelige liv og af hans Ekskurs om den fremmede samt af Gernot Böhmes atmosfærebegreb. Konklusionerne underbygges af en kvalitativ analyse af storbyboere, der sidder alene på to udvalgte caféer i København. Artiklen argumenterer indledningsvis for, at ”den fremmede” indtager en afgørende rolle i markante storbysociologiske positioners måde at fortolke storbyens sociale liv på – og at forståelsen af dette liv tager udgangspunkt i den fremmedes ambivalente karakter og derved implicerer, at denne er en potentiel kilde til uorden. Dette syn sætter jeg spørgsmålstegn ved og argumenterer for, at oplevelsen af den fremmede ikke kun kan kendetegnes ved ambivalens og uorden, men også ved en mere umiddelbar oplevelse af vedkommende – trygheden i at fornemme og sanse den andens nærvær i en bestemt rumlig atmosfære. Endeligt argumenterer jeg for, at Simmels egen teori danner fundamentet for en sådan sanselig opløsning af ambivalens hos den fremmede i storbyen.
ENGELSK ABSTRACT:
Andreas Volquartz Overgaard: Groups of Strangers: Sitting Alone in a Café in Copenhagen
This article discusses the sociological concept of ”the stranger in the metropolis” by way of a theoretical discussion of Georg Simmel’s The Metropolis and Mental life and The stranger. Gernot Böhme’s concept of atmosphere is employed to broaden Simmel’s conceptual framework. The empirical basis is a qualitative analysis of city dwellers who sit alone in two cafés in Copenhagen. In the introduction, the article argues that ”the stranger” plays a crucial role in the way important urban sociological theoretical positions understand the social life of the metropolis – and that these positions base their arguments on the ambivalent character of ”the stranger”, thereby implying him to be a potential source for disorder. I question these perspectives and argue that the experience of the stranger can not only be described through ambivalence and disorder, but also through an immediate experience of the stranger – the safety in feeling and sensing the presence of the other in a specific spatial atmosphere. Finally, I argue that Simmel’s own theory creates the basis for such a sensory dissolving of the stranger’s ambivalence in the metropolis.
Keywords: Simmel, the stranger, the metropolis, atmosphere, the café.
