Den store decentrering

Resumé

I kølvandet på opbrudstendenser, som påvirker sociologien dybt og truer dens overlevelse som disciplin, foreslår forfatteren at integrere disse opbrud på ny gennem at begrebsliggøre dem som decentrerende kræfter, for så vidt angår disciplinens klassiske definitioner og metoder. Opbruddene kræver alle nye måder at indoptage »det sociales« hidtil undervurderede eller ligefrem ikke-anerkendte afhængigheder af de mange væsner, som er blevet skubbet til side, og som kun diverse »studier« (studies) har lykkedes med at bringe frem i lyset. Bevægelsen i artiklen følger en sådan decentrering af subjektet, agenten eller den sociale aktør, der ikke længere kan bevare sin centrale rolle; og de former for det fælles og fællesskabet, der hidtil ansås som marginale i forhold til samfund og kollektiver. Langt fra samfundet (1) fører bevægelsen væk fra fremmedheden (2) i en eksterioritet, som nu må integreres i begribelsen af mennesket gennem hendes afhængigheder (3). At  væresammen med de og det, der før var underrepræsenteret (4), kræver et skifte i måden at danne fælleshed. Fælleshed må nu være optaget af de nære anknytninger og åbne sameksistensen op hinsides det menneskelige, med forandringer til følge, som ikke skåner samfundsvidenskabernes underliggende normativitet. Styringsmodaliteterne undslipper metropolen (5) gennem at bevæge sig hinsides markedsøkonomien og hen til ting, der understøtter mere dybtliggende politisk-økonomiske ordninger end de omskiftelige alliancer mellem oligarker og politiske autoriteter.