Kan pensionisten slappe af?

En kritisk kommentar til diskursen om aktiv aldring

Resumé

Med jævne mellemrum går en af mine kollegaer på pension. Jeg stiller altid vedkommende spørgsmålet: »Hvad skal du så lave nu?«. Alle har gjort sig overvejelser og opremser alverdens aktiviteter, de har planlagt. Ingen har nogensinde givet mig svaret: »Jeg skal ikke lave noget som helst. Jeg skal bare sidde i en gyngestol, slappe af og nyde min alderdom. Det har jeg nemlig fortjent efter et langt arbejdsliv «. Egentlig er mit obligatoriske spørgsmål også et udtryk for, at jeg implicit forventer, at de skal foretage sig nogle nyttige ting, og at deres tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet ikke er en tilbagetrækning fra livet. Men hvad ligger til grund for, at mine kollegaer alle har en lang to-do-list for deres alderdom? Hvad ligger til grund for, at jeg, og det omgivende samfund, ubevidst forventer rigtig meget af de personer, der står på tærsklen til en pensionisttilværelse? Dette er efter min overbevisning et udtryk for, at der hersker en kraftfuld diskurs om aktiv aldring. Men hvorledes stiller det alle dem, der ikke har forudsætningerne for at leve et aktivt seniorliv, og hvad gør vi ved det? På denne baggrund diskuterer jeg i dette essay spørgsmålet: »Kan pensionisten slappe af?«