Ét er søkort at forstå, et andet skib at føre
Om betydningen af praktisk militær ledelseserfaring for tidligere udsendte soldaters ledelsesværdier
DOI:
https://doi.org/10.22439/dansoc.v34i3.7313Resumé
Militære hierarkier associeres oftest med autoritære ledelsesværdier, en umiddelbart indlysende slutning, i betragtning af militære lederes handlingsrum: en snæver tidsramme, få informationer og risikoen for, at selv rigtige valg har ubarmhjertige konsekvenser. Undersøger vi betydningen af kommende militære lederes praksiserfaring for, hvilke værdier de vægter, træder et andet billede imidlertid frem.
I denne artikel sammenligner vi to grupper tidligere udsendte soldater, der alle er startet på officersskolerne og nu forfølger en karriere i Forsvaret. Det, der adskiller dem, er, hvorvidt de har haft et ledelsesansvar som led i deres udsendelse. Kadetter uden denne ledelseserfaring vægter autoritære ledelsesværdier over ikke-autoritære. Kadetter med en sådan ser i stedet værdierne som ligeværdige. Vi har i tidligere studier vist en stærk korrelation mellem rekrutteringsbaggrund og ledelsesværdier, også kontrolleret for køn, alder, personlighedstræk og værnstilhørsforhold. Denne undersøgelses bidrag er, at rekrutteringsbaggrundens betydning reelt kan tilskrives forskelle i føringserfaring.
Vi forklarer dette som et udslag af forskellen mellem teori og praksis: Har man været leder i praksis, abonnerer man ikke på et på forhånd fastsat værdisæt. Dette er i overensstemmelse med den gren af militærsociologien, som betragter soldaten som en “pragmatisk professionel”, samt med den ledelsesforskning, som pointerer, at gode ledere kan kombinere forskellige, tilsyneladende modstridende ledelsesværdier i deres praksis.