Spændingsvenskaber

en undersøgelse af risikofyldte udfordringer og kollektiv begejstring

Forfattere

  • Lise Winther Jensen
  • Thea Hove Jensen
  • Poul Poder

Resumé

Risikoadfærd er på mange måder blevet en rutinemæssig del af danske unges hverdagsliv (Bengtsson & Ravn 2018). Risikoadfærd er blevet undersøgt ud fra psykologiske og sundhedsmæssige perspektiver, og i denne artikel undersøger vi ud fra et sociologisk perspektiv, hvordan unge mænd sammen, i det, vi beskriver som spændingsvenskaber, foretager risikable handlinger, som f.eks. at affyre fyrværkeri fra ballerne, for udfordringens og spændingens skyld. Vi undersøger, hvordan en prank- og challenge-kultur ikke blot er skærmunderholdning, men en praktisk del af de unge mænds venskaber. Artiklen baseres på fem fokusgruppeinterviews med vennegrupper bestående af 18-25-årige mænd bosat i forskellige dele af Danmark. Den undersøger, hvordan udfordrende aktiviteter har en særlig konstitutiv rolle i mændenes venskaber. Vi viser, hvordan risikobetonede aktiviteter i venskabsgrupper bidrager til at skabe en kollektiv effervescens, ved at analysere de sociale processer, som skaber sus og rus. Desuden udfolder vi, hvordan gruppemedlemmers valg eller fravalg af en spændingsaktivitet må forstås dynamisk i lyset af interne statusforhold, der har en betydning for, hvorvidt den enkelte har status nok til at sige fra over for en bestemt udfordring. Der er således ikke tale om et gruppepres, der præger alle medlemmer lige meget. Afslutningsvis diskuterer vi, hvordan begrebet om spændingsvenskab udvider Spencer og Pahls (2018) empirisk baserede typologi om venskabsformer, samt hvordan de undersøgte spændingsvenskaber kan forstås som et alternativ til unges kendte former for jagt på rus i bylivets offentlige arenaer.

Forfatterbiografier

Lise Winther Jensen

Cand.scient.soc. ved Københavns Universitet. Fuldmægtig i Sektionen for Styring i Københavns Politi

Thea Hove Jensen

Cand.scient.soc. ved Københavns Universitet. Konsulent i Sekretariatet for Børn og Kultur i Brønderslev Kommune.

Poul Poder

Lektor, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Downloads

Publiceret

2025-06-11