I de seneste årtier er der opstået flere og flere ledelsesmodeller (kvalitetsprismodeller, ISO 9000, Balanced Scorecard etc.) som virksomheder kan anvende til at opnå en konkurrencemæssig fordel gennem forbedring af forretningsgangene. Rationalet bag de fleste af modellerne er, at der er en årsagssammenhæng mellem stakeholdertilfredshed (medarbejdere, kunder, ejere etc.) og virksomhedens finansielle resultater, og at modellen kan hjælpe virksomheden med at kapitalisere sammenhængen. Artiklen fokuserer på en sammenligning mellem virksomheder, der anvender en given ledelsesmodel, og de virksomheder der ikke gør. I den empiriske del indledes med en beskrivelse af udviklingen i anvendelsen af ledelsesmodeller i den private sektor i Danmark baseret på data fra Dansk Excellence Index. Denne beskrivelse fokuserer på den overordnede udvikling i anvendelse samt eventuelle forskelle med hensyn til branche og virksomhedsstørrelse. Desuden omhandler artiklen konsekvenserne af en række øvrige virksomhedskarakteristika (eksportandel, børsnotering m.v.). Artiklen antyder til slut hvilken effekt, det har at anvende en ledelsesmodel ved at rapportere forskelle i selvrapporterede resultater mellem virksomheder, der henholdsvis anvender/ikke anvender en given ledelsesmodel.