Brugerinnovation og strategisk ledelse i den offentlige sektor
Authors
Morten Balle Hansen
Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet
Abstract
Brugerinnovationer er opfindelser, der er gjort med henblik på at blive brugt af opfinderen selv, mens producentinnovationer er gjort med henblik på at blive solgt på et marked. Forskningen i brugerinnovationer er derfor særligt relevant for offentlige organisationer, der sjældent sælger deres opfindelser på et marked. Forskningen i brugerinnovation har dokumenteret, at mange af de væsentligste opfindelser i samfundet er gjort af brugere. De dynamiske relationer mellem bruger- og producentinnovationer analyseres, og deres konsekvenser for udøvelse af strategisk ledelse i den offentlige sektor diskuteres. Et eksempel på et brugerinnovationsprojekt fra ældreplejens organisering i Danmark anvendes til at tydeliggøre og diskutere centrale pointer. Den strategiske ledelses betydning for at skabe rammerne for brugerinnovation diskuteres afslutningsvis.