Videndeling og den personlige dimension

Abstract

Videndeling foregår mellem sociale væsener, og er derfor præget af hvordan disse sociale væsener betragter hinanden. I artiklen argumenterer jeg teoretisk for, at der eksisterer tre samhørighedsforhold, som dels beskriver den relation vi har til andre, og dels beskriver hvorfor – eller hvorfor ikke – vi deler viden med andre. I de egocentrerede samhørighedsforhold tænker individet først og fremmest på sig selv, og dermed de personlige fordele han – eller hun – kan opnå ved at dele ud af viden. I de gensidige samhørighedsforhold er relationen mellem den der giver viden, og den der modtager viden underlagt en række normer og regler, som skal overholdes – viden deles således fordi noget, eller nogen, har bestemt at den skal deles. I de kollektive samhørighedsforhold deles viden fordi individet vil bidrage til kollektivets interesser. Empirisk understreges hvordan medarbejdere i en dansk virksomhed oplever det kollektive samhørighedsforhold som det væsentligste, og derved netop vurderer dét at kunne hjælpe andre som vigtigere end at kunne opnå en række personlige fordele af videndeling. Når virksomheder i dag sætter videndeling på dagsorden, så inddrager de dog sjældent den personlige dimension ved videndeling – dermed er der en risiko for at de underminerer de kollektive samhørighedsforhold som allerede eksisterer, og som allerede positivt bidrager til videndeling. Et første skridt på vejen mod bedre videndeling, er at blive opmærksom på, at den væsentligste motivation til at dele viden, er at føle et vist samhørighedsforhold til andre, og især det kollektive samhørighedsforhold er udbredt, men bliver ofte ignoreret i virksomhedens institutionaliserede arbejde med videndeling.