Samfundstanker i en pandemitid

Resumé

I efterhånden mere end et år har vi måttet leve med en radikalt forandret virkelighed forårsaget af en usynlig virus, der angiveligt sprang fra flagermus til menneske i storbyen Wuhan i Hubei-provinsen i Kina. Som en steppebrand spredte den sig ikke blot til Europa, men til den ganske verden. I løbet af et splitsekund blev også det ellers på mange måder relativt trygge danske velfærdssamfund forvandlet til et »pandemisk samfund« i noget nær undtagelsestilstand. Få havde set det komme, og endnu færre var, og er, i stand til at sige med sikkerhed, hvor længe det vil vare endnu. Økonomernes rolle som de fremmeste prognosemagere blev overtaget af epidemiologerne, der på daglig basis i medierne kommer med risikovurderinger, beregninger og estimater over epidemiens udvikling. Sociologer, politologer, psykologer og filosoffer har imidlertid også blandet sig i debatten og fremlagt analyser af, hvad coronakrisen har gjort ved os både på det individuelle og på det samfundsmæssige plan. Heriblandt også den italienske forfatter og fysiker Paolo Giordano, den bulgarske samfundsforsker Ivan Krastev og den slovenske sociolog og filosof Slavoj Zizek, som i tre små »coronabøger« hver især har givet et bud på dette.