Sundhedsprofessioner i forandring?
Konfliktdynamikker i forebyggelsesarbejde på danske hospitaler
Resumé
På danske hospitaler blev forebyggelsesprogrammet KRAM-screening indført fra 2008. Programmet omfatter sundhedsprofessionelles indsamling af oplysninger om patienters vaner vedrørende kost, rygning, alkohol og motion. Men hvilke sundhedsprofessionelle udfører dette arbejde på i forvejen travle hospitaler? Artiklen vil bidrage med ny viden om, hvordan professionsgrænser og opgaveområder forsøges udviklet, beskyttet og legitimeret ved sundhedsprofessionelles brug af arbejdspladsartefakter. Den empiriske analyse bygger på, hvad der her betegnes som intervaletnografisk materiale.
Med et professionssociologisk fokus på, hvordan et professionelt opgaveområde kan styrkes med arbejdspladsartefakter som grænseobjekter, vil artiklen demonstrere konfliktdynamikker i professionelle aktørers brug af KRAMscreeningsprogrammet
i koordineringsarbejde og professionskampe. I konklusion og perspektivering samles op på, hvordan artiklen med de analytiske
greb om forebyggelsesprogrammet kan indikere nye opgavetyper, der vokser frem som en (proto)jurisdiktion – måske også for andre og nye professioner?