Hvor langt kan ansættelsesforholdet individualiseres: organisationsteoretiske indsigter

Abstract

Individualisering var et af 1990’ernes buzzwords, for nogle et skrækscenarie, for andre et panacea, og overgangen til et nyt millennium har ikke gjort individualiseringstendensen og –diskursen mindre aktuel. Arbejdsmarkeds- og organisationsteoretisk ses individualisering ofte som stående i modsætning til fagforeningernes kollektivisme, men også virksomhederne behandler stadig i dag ofte på en række dimensioner deres medarbejdere som en ”standardvare” med grundlæggende ensartede ansættelsesvilkår, altså også her det modsatte af individualisering. Dilemmaet individualisme-kollektivisme, eller aktør-struktur, diskuteres i artiklen på baggrund af teoretiske diskussioner i den generelle sociologiske teori og i organisationsteorien samt på grundlag af nogle af de tendenser i retning af individualisering, forfatteren empirisk har påvist. Forfatteren fremkommer med nogle centrale bud på tiltag, som virksomheder og organisationer kan overveje for at imødekomme denne tendens i arbejdslivet og blandt medarbejderne.